Dansk Magisterforening

AAU-professor i cybersikkerhed hædret for sin undervisning

© Foto: Søren Kjeldgaard.

Del artikel:

Jens Myrup Pedersen, der er professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, hvor han underviser i cybersikkerhed, kan nu kalde sig årets underviser.

Undervisningsprisen uddeles af Uddannelses- og Forskningsministeriet som en særlig hyldest til undervisere på de videregående uddannelser dvs. universiteterne, professionshøjskolerne, erhvervsakademierne og de kunstneriske- og maritime uddannelser.

To af de i alt syv priser går til undervisere på universiteterne, og med æren følger en præmie på 500.000 kr. følger med til hver af prismodtagerne. 300.000 kr. går til at understøtte undervisningsmiljøet på undervisernes uddannelsesinstitution, og de resterende 200.000 kr. er en personlig hæderspris.

I indstillingen fra AAU bliver der lagt vægt på, at Jens Myrup Pedersen har en engagerende og eksperimenterende tilgang til undervisningen. Han formidler et kompliceret emne som cybersikkerhed og hacking på en inspirerende måde, og han tilpasser undervisningen efter den feedback, han modtager fra sine studerende.

“Jeg er nok lidt fandenivoldsk. Hvis jeg tror, vi kan få noget godt ud af det, så tager vi chancen”, udtaler Jens Myrup Pedersen.
For at øge unges interesse i faget er Jens Myrup Pedersen blandt andet landstræner for det danske cyberlandshold. Derudover er han involveret i et stort projekt med Industriens Fond, som handler om at lave fællesskaber inden for cybersikkerhed.

Jens Myrup Pedersen skal i midten af september til Wien med det danske cyberlandshold til EM i Cybersikkerhed. Her er ambitionen at udskifte sidste års femteplads med en højere placering.

Prisen blev overrakt H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen ved en ceremoni på Nationalmuseet den 29. august.

}