Dansk Magisterforening

Erhvervsmand bliver SDU´s nye bestyrelsesformand

© Foto: SDU

Del artikel:

Den 57-årige erhvervsmand Søren Vilby bliver ny bestyrelsesformand på Syddansk Universitet de kommende fire år.
Søren Vilby, der er administrerende direktør i virksomheden Micro Matic og nuværende bestyrelsesmedlem på SDU, overtager formandsposten fra Niels Thorborg, der fratræder efter at have været med i bestyrelsen i de maksimale to perioder, som universitetsloven tillader.

Birthe Friis Mortensen, som er formand for udpegningsorganet, der har udpeget den nye formand, forklarer, at Søren Vilby besidder alle de nødvendige egenskaber til formandsposten.

”Udvalget har konstateret og mener, at Søren Vilby til fulde har veldokumenteret erfaring med organisering, strategi og topledelse. Han har en stor og ægte interesse i sammen med ledelsen på SDU at være med til at forme de kommende år i universitetets udvikling. Det var vigtigt, at han kendte til SDU’s virke og samtidig har forståelse for mulighederne og udfordringerne i sektoren”, lyder det fra Birthe Friis Mortensen i en pressemeddelelse.

Søren Vilby fremhæver, at han har et indgående kendskab til universitetet igennem sin store erfaring fra erhvervslivet.

”Jeg har haft et kendskab og en tilknytning til SDU igennem mange år. Både som censor på universitetet og igennem mine roller i erhvervslivet, hvor jeg altid har ment, at et tæt samarbejde mellem universitetet og industrien kan gavne begge veje. Virksomhederne vinder, når de eksponeres for den høje faglighed, den nye viden og selvfølgelig som aftagere af mange af de kandidater, der uddannes fra SDU. Derfor føler jeg med rette, at jeg kan glæde mig og byde ind med noget”, udtaler han.

Han understreger, at nøglen til et veldrevet SDU fremover bliver det tætte samarbejde mellem bestyrelsen og ledelsen. Og at han ønsker at fortsætte den kurs, bestyrelsen og ledelsen har sat, også i de seneste år med Niels Thorborg som formand.

}