Dansk Magisterforening

Eske Willerslev får international forskningspris

© Foto: KU Presse

Del artikel:

Professor Eske Willerslev har modtaget Olav Thon Stiftelsens internationale forskningspris for sit mangeårige bidrag til forskning i menneskelig evolution.

Den norske pris er på fem millioner norske kroner. Prisvinderen udvælges i international konkurrence, og Eske Willerslev modtager prisen for sin fremragende og originale forskning, der i flere henseender har rykket ved vores forståelse af menneskets genetiske ophav og ikke mindst den evolutionære oprindelse af en række hjernesygdomme. Hans forskning har også kastet betydelige bidrag af sig til fag som blandt andet medicin, økologi, arkæologi og miljøvidenskab.

“Jeg er megastolt over at modtage den her pris. Man skal tænke på, at jeg har konkurreret med stærke og dygtige forskere fra hele verden, så at blive udtrukket af den bunke – det er fantastisk, og det er en kæmpe ære og anerkendelse af centrets arbejde”, udtaler han.

Eske Willerslev har siden starten i 2010 ledet Center for Geogenetik, der blev til med støtte fra Danmarks Grundforskningsfond og Lundbeckfonden. I 2019 flyttede centret til det nyetablerede Globe Institute på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på KU. Kombinationen af et moderne fakultet med mange tværfaglige profiler er en stor fornøjelse at arbejde med, fortæller Eske Willerslev, der i dag også er tilknyttet University of Cambridge i England.

Hans blik for at samarbejde med andre fagområder var også afgørende ved tildelingen af Olav Thon Stiftelsens internationale forskningspris. Prisen blev stiftet i 2013 af den i dag 97-årige forretningsmand Olav Thon, og det skrives i begrundelsen, at den danske topforsker netop også har markeret sig ved at etablere nye tværfaglige forskningsfelter.

Overrækkelsen skulle have fundet sted i år ved en stor gallamiddag, men er blevet udskudt til næste år grundet corona.

}