Dansk Magisterforening

Fond donerer 630 mio. kr. til CO2-forskningscenter forankret på AU

© Foto: Lars Kruse

Del artikel:

En bevilling på 630 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden giver nu mulighed for at etablere forskningscenteret Novo Nordisk Foundation CO2 Research Center med forankring på Aarhus Universitet.

Målet med centeret er i samarbejde med en række danske og internationale partnere at nedbringe mængden af drivhusgassen CO2 i atmosfæren gennem forskning og implementering af ny teknologi.

Hvis de globale temperaturstigninger skal standses, er det ikke nok at reducere CO2-udledningen, men også at trække CO2 ud af atmosfæren og genanvende den i produkter, der i dag er baseret på kulstof udvundet af fossile brændsler som eksempelvis olie og kul.

Aarhus Universitet vil indgå i et tæt samarbejde med seks andre institutioner: Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Stanford University, UiT, Norges arktiske universitet, Eberhard Karls Universität Tübingen og TNO – Nederlandse Organisatie voor toegepast natuurwetenschappelijk onderzoek. Dertil kommer samarbejde med industripartnere og andre universiteter i ind- og udland.

Centerets leder bliver den internationalt anerkendte professor Alfred Spormann, der fra januar 2022 indtræder som centerleder. Professor Spormann har gennem sin karriere blandt andet været ansat ved Stanford University i USA, hvor han har forsket i mikrobiologiske og biokemiske mekanismer, der for eksempel kan omdanne kuldioxids molekylære byggesten.

For den kommende centerleder er det centralt med den missionsdrevne del af centerets opbygning, fordi de løsninger, man finder frem til, skal kunne skaleres op og implementeres hurtigt i samfundet og ikke blot i teorien – ikke ulig en anden mission fra historiebøgerne:

“Man kan sammenligne dette centers arbejde med det arbejde under NASA-missionen, der lå forud for månelandingen i 1969. Dengang skulle hvert forskningsprojekt bringe mennesket tættere på månelandingen. Den tilgang er ikke ulig den, der er bag vores mission: Globalt set udledes 38 gigatons CO2. Det er vores “månelandings”-udfordring, og vi skal finde frem til skalerbare løsninger, der kan omsættes til samfundsnytte inden for en kort årrække og bidrage til at nedbringe og nyttegøre CO2. Det betyder, at centerets mission vil blive styrende for den forskning, der udføres”, forklarer Alfred Spormann.

Forskningen vil tage udgangspunkt i forskningsmæssige styrker på fire centre og institutter på Aarhus Universitet: Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO) og Institut for Kemi, hvor professor Kim Daasbjerg og professor Troels Skrydstrup vil være forskningsledere. På Institut for Bio- og Kemiteknologi vil professor Lars Ottosen stå i spidsen for forskningsaktiviteterne, og endelig er adjunkt Marta Victoria forskningsleder for Institut for Mekanik og Produktion.

Novo Nordisk Fonden har givet en syvårig bevilling på i alt 630 mio. kr. til centeret, der starter sit arbejde i efteråret 2021 og officielt åbner i januar 2022.

}