Dansk Magisterforening

Fond giver 313 mio. kr. til ti topforskere

© Foto: Collage / Forskerforum

Del artikel:

Villum Fonden har givet bevillinger på mellem 25 og 40 millioner kr. – i alt 313 mio. kr. – til ti forskere, der nu får titlen Villum Investigator og dermed mulighed for at forsøge at realisere deres bedste ideer. Alle har mindst ti års banebrydende forskning i bagagen.

Tre af de udvalgte forskere repræsenterer Aalborg Universitet, to henholdsvis Aarhus Universitet, Københavns Universitet og DTU og en enkelt Syddansk Universitet.

Sidst fonden bevilgede penge til forskere via Investigator-programmet, var i 2019, hvor 11 forskere modtog i alt 410 mio. kr.

2021-bevillingerne løber alle over seks år, og med pengene følger stor frihed for forskerne til at afdække nye dimensioner af deres områder, der spænder fra syntetisk biologi til verificering af systemsikkerheden af fx selvkørende biler, batteriteknologi, strengteori og morgendagens telekommunikation.

“Villum Investigator-programmet giver nogle af verdens bedste forskere tid og plads til at forfølge deres bedste ideer. Med bevillingerne kan de ti investigators under frie rammer udvikle excellent forskning og skabe vigtig og banebrydende viden, der kommer både forskningen og vores samfund til gavn”, udtaler Jens Kann-Rasmussen, formand for Villum Fondens bestyrelse.

Bevillingerne giver mulighed for at trække tre internationale topforskere til Danmark, her­iblandt den amerikanske matematikprofessor Vivek Shende, som har fået en bevilling på 25 millioner kroner. Professoren har tidligere forsket på blandt andet Princeton, MIT, University of California og Berkeley.

“Der er et meget spændende miljø på Center for Kvantematematik på SDU, og det er ret enestående at få mulighed for at samle dygtige kolleger og studerende omkring sig. I USA er matematikforskning ofte noget, man bedriver alene eller måske et par kolleger sammen, mens der i Danmark er gode muligheder for at danne større forskningsgrupper”, siger Vivek Shende.

De ti investigators er udvalgt blandt 72 ansøgere efter international praksis med vurdering af ansøgning hos Villum Fondens arbejdsgruppe, bedømmelse hos tre uafhængige fagfæller og endelig udvælgelse af fondens bestyrelse.

De ti er:

  • Anja-Verena Mudring, Aarhus Universitet, Institut for Kemi, 40 millioner kroner.
  • Barbara Ann Halkier, Københavns Universitet, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, 30 millioner kroner.
  • Kim Guldstrand, Aalborg Universitet, Institut for Datalogi, 30 millioner kroner.
  • Kristian Sommer Thygesen, Danmarks Tekniske Universitet, DTU Fysik, 30 millioner kroner.
  • Milena Corredig, Aarhus Universitet, Institut for Fødevarer, 30 millioner kroner.
  • Ole Bang, Danmarks Tekniske Universitet, DTU Fotonik, 30 millioner kroner.
  • Petar Popovski, Aalborg Universitet, Institut for Elektroniske Systemer, 30 millioner kroner.
  • Remus Teodorescu, Aalborg Universitet, Institut for Energiteknik, 28,5 millioner kroner.
  • Vitor Cardoso, Københavns Universitet, Niels Bohr Institutet, 40 millioner kroner.
  • Vivek Shende, Syddansk Universitet, Institut for Matematik og Datalogi, 25 millioner kroner.
}