Dansk Magisterforening

Ny sundhedsdekan på AU

© Foto: Michael Harder / AUH

Del artikel:

Professor, viceinstitutleder ved Institut for Klinisk Medicin og overlæge ved Aarhus Universitetshospital Anne-Mette Hvas tiltræder 1. december som dekan ved fakultetet Health på Aarhus Universitet.

Aarhus Universitet har dermed fundet sin nye dekan i egne rækker, og netop det dybe kendskab til universitetet og de solide bånd til den sundhedsfaglige omverden talte stærkt for valget af Anne-Mette Hvas, udtaler rektor Brian Bech Nielsen:

“Anne-Mette Hvas er skarp i sin vurdering af, hvordan Health og AU fortsat kan udvikle universitetets kerneopgaver inden for forskning og uddannelse samt sætte et endnu stærkere samfundsmæssigt aftryk, blandt andet ved at bidrage til innovation på life science-området. Hun er en dygtig leder, som evner at få folk fra forskellige enheder til at arbejde sammen, og hun har bevist, at hun kan sætte handling bag visionerne. Jeg er overbevist om, at Anne-Mette Hvas med sin indstilling og veludviklede evner til at motivere andre til at gøre deres bedste kan realisere de høje forventninger, vi har til den videre udvikling på Health”, udtaler Brian Bech Nielsen.

Anne-Mette Hvas er 56 år, uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1994, speciallæge i klinisk biokemi i 2005 og professor i 2013. Gennem sin karriere har hun haft særlig interesse for videnskabsetik og ansvarlig forskningspraksis og er aktuelt medlem af Nævnet for Videnskabelig Uredelighed. Siden 2020 har hun været viceinstitutleder med ansvar for instituttets indsats inden for forskning og talentudvikling.

“Som dekan skal jeg bruge al min viden og erfaring som forsker og leder til at virkeliggøre Healths visioner. Jeg ser frem til samarbejdet med institutterne på fakultetet, og jeg glæder mig til at bidrage til hele universitetets virke og mission om at skabe uddannelser i superligaen og de bedste forudsætninger for at forske”, udtaler Anne-Mette Hvas.
Hun afløser Lars Bo Nielsen, der forlod AU for at bliver direktør i Lægemiddelstyrelsen i august 2021.

}