Dansk Magisterforening

Rektor fortsætter på Aalborg Universitet

© Foto: AAU

Del artikel:

Per Michael Johansen, der har stået i spidsen for Aalborg Universitet siden 2014, er blevet genansat for en for en ny periode på seks år.

Det har bestyrelsen besluttet på et møde den 10. maj efter indstilling fra et enigt ansættelsesudvalg.

Han er blevet valgt blandt ti ansøgere og efter en ansættelsesproces, hvor tre kandidater gennemgik et forløb med ansættelsesudvalget.

Bestyrelsesformand Lene Espersen fremhæver bl.a., at Per Michael Johansen er anerkendt både internt og eksternt for at have udviklet Aalborg Universitet.

”Det var et stærkt ansøgerfelt, hvor vi bl.a. lagde vægt på ansøgernes resultater som ledere og deres visioner for fremtiden. Her var det tydeligt for ansættelsesudvalget, at Per Michael Johansen var den bedst kvalificerede”, udtaler Lene Espersen, bestyrelsesformand ved AAU.

Hun tilføjer, at i en tid hvor regulering, krav og forventninger fra omverdenen til sektoren er stigende, er det afgørende, at AAU gennem Per Michael Johansen har fået en tydelig og respekteret stemme, der kan navigere i den universitetspolitiske debat og beslutningsproces.

Endelig fremhæver Lene Espersen, at det i ansættelsesprocessen også stod klart, at den nuværende rektor var mest overbevisende i forhold til at kunne eksekvere bestyrelsens nye missionsorienterede strategi, som trådte i kraft i år.

Ifølge Per Michael Johansen er visionen med strategien Viden for verden 2022-26, "at AAU bliver internationalt anerkendt som et missionsdrevet universitet, der bidrager til en bæredygtig udvikling." "Sammen med omverdenen vil AAU deltage i missioner, som bidrager til at løse komplekse udfordringer i samfundet". har han sagt.

”Jeg er glad for bestyrelsens tillid, og jeg er stadig meget dedikeret til sammen med de mange dygtige medarbejdere fortsat at udvikle universitetet i en tid, hvor verden har så meget brug for viden. Universitetet skal gennem uddannelser og forskning i verdensklasse være med til at ændre verden til et bedre sted og vores nye strategi er et fantastisk udgangspunkt,” udtaler Per Michael Johansen, der flere gange er blevet kritiseret af medarbejdernes repræsentanter for ikke at inddrage de ansatte i væsentlige beslutninger og dermed ikke leve op til samarbejdsaftalen og universitetsloven.

Det er blandt andet sket i forbindelse med den store fyringsrunde i 2019, i forbindelse med sammenlægningen af Det Humanistiske (HUM) og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) i et nyt kæmpe SSH Fakultet i 2021 og senest i forbindelse med nedlæggelsen af 18 uddannelser, heriblandt alle humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser i København.

}