Dansk Magisterforening

Royal hæder til Videnskabsklubben

© Foto: Wikimedia Commons

Del artikel:

Videnskabsklubben er blevet tildelt Amalienborgprisen, som sammen med Amalienborgmedaljen blev overrakt til Videnskabsklubbens administrerende direktør, Rikke Schmidt Kjærgaard, af Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 13. december sidste år.

Med prisen følger desuden 500.000 kroner til Videnskabsklubbens fortsatte store arbejde med at undervise og formidle naturvidenskab til børn og unge.

Amalienborgprisen blev indstiftet i 1972 af Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond for at opmuntre danske humanister til at udgive bøger på dansk. I 2019 besluttede fondens bestyrelse sig dog for at udvide prisens formål og fokus, så den kunne uddeles oftere og gives til en bredere kreds af modtagere.

Prisen er kun blevet uddelt 15 gange de seneste 50 år, og i 2022 skete det som led i kulminationen på Dronning Margrethes 50-års regeringsjubilæum. Her blev der uddelt hele to priser: én som anerkendelse for en væsentlig videnskabelig indsats, der altså gik til Videnskabsklubben, og en anden som anerkendelse for en særlig kulturel indsats, der gik til museumsinspektør Jeanette Varberg fra Nationalmuseet.

}