Dansk Magisterforening

RUC-lektor modtager transportforskningspris

© Foto: RUC

Del artikel:

Line Reinhardt, lektor i datalogi og leder af Center for Maritim og Marin Forskning på Roskilde Universitet, har modtaget Hedorfs Fonds Transportforskningspris 2023.

Line Reinhardt beskæftiger sig i sin forskning med energieffektivisering af godstransport – ikke mindst inden for det maritime område. Hun forsker bl.a. i, hvordan man kan optimere lastning og losning af skibe, så man kan nedbringe forbruget af skibsbrændstof.

“Jeg er meget stolt og taknemmelig over at modtage Hedorfs Fonds Transportforskningspris. Denne anerkendelse af min forskning inden for transport betyder rigtig meget for mig, fordi transport er motoren, som holder samfundet sammen, og det er der efter min mening ikke fokus nok på. Min interesse er især effektivisering af transporten for at reducere udledningen af CO2 uden at gå på kompromis med service. Denne pris er netop med til at skabe fokus på området”, siger Line Reinhardt.

Prisen er oprettet af Hedorfs Fond og uddeles i samarbejde med Transportøkonomisk Forening – TØF. Prisen skal bidrage til en øget forskningsindsats på transportområdet og uddeles som en anerkendelse til en internationalt anerkendt og etableret forsker, der har gjort sig særlig fortjent ved en betydelig indsats inden for udviklingen i Danmark inden for transport, logistik og tilgrænsende fagområder med en væsentlig orientering mod godstransport.

}