Gå til sidens indhold

Topforsker fra USA og 350 mio. kr. skal løfte dansk forskning i kunstig intelligens

Bevillinger

Et nyt pionercenter for forskning i kunstig intelligens forventes at åbne i slutningen af 2021 i København under ledelse af den verdensførende amerikanske AI-forsker Serge Belongie.

Med godt 350 millioner kroner i ryggen skal centret bedrive verdensklasseforskning i kunstig intelligens med fokus på samfundsudfordringer, mennesker og design og bringe Danmark helt i front internationalt.

Det er Danmarks Grundforskningsfond, Carlsbergfondet, Novo Nordisk Fonden, Lundbeckfonden og Villum Fonden, der går sammen om finansieringen af centret, som skal placeres på Københavns Universitet. Ud over KU deltager Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, DTU og IT-Universitetet også i den mest ambitiøse satsning på forskning i kunstig intelligens nogensinde på dansk jord.

Centret skal efter planen ledes af den amerikanske topforsker på området Serge Belongie, som i dag har sin daglige gang som professor og prodekan på universitetet Cornell Tech i USA. Han ansættes som professor på Datalogisk Institut på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE).

“Danmark har en fantastisk velordnet dataindsamling på tværs af offentlige institutioner – data, som gør det muligt at udnytte mulighederne i kunstig intelligens og fx forudsige de tidligste stadier af brystkræft, overvåge truede dyrearter eller gøre byplanlægning smartere”, siger professor Serge Belongie, kommende direktør for pionercentret.

Forudsigelse og forebyggelse af sygdomme, overvågning af klimaforandringer og biodiversitet samt energi og infrastruktur er tre ud af i alt 10 væsentlige samfundsudfordringer, som pionercentrets forskning vil blive centreret omkring.

Hver af de ti fokusområder får tilgang af topforskere, som i samarbejde med virksomheder og offentlige institutioner i løbet af fem til syv år skal bruge kunstig intelligens til at løse en lang række samfundsudfordringer gennem forskning, innovation og spinoutvirksomheder.

Var artiklen relevant?

Del den med andre ...

Link kopieret!

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen